I dette modul kan du lære om tre centrale begreber inden for medicinregning: stofmængde, volumen og styrke.
Det er begreber, som du vil støde på i de fleste medicinregningsopgaver.
For at du kan udregne, hvor meget medicin en patient skal have, er det vigtigt, at du kender disse begreber og forstår, hvad de betyder.
Målet med modulet er at du – når du har arbejdet med det –
- ved hvad stofmængde, volumen og styrke betyder
- kender de enheder man typisk anvender for stofmængde, volumen og styrke
- kan identificere stofmængde, volumen og styrke i opgaver om medicinregning
Test her om du bør gennemgå dette modul.
Stofmængde
En stofmængde angiver, som navnet siger, en mængde af stof.
Inden for medicinregning kan stofmængden være en bestemt mængde virksomt stof*, som findes i et lægemiddel, fx en tablet, en mikstur eller en injektionsvæske.
Det virksomme stof kan man også kalde et aktivt indholdsstof, altså den del af lægemidlet, som giver virkningen.
I de fleste situationer er stofmængden det samme som den dosis patienten skal have.
En stofmængde kan altså være den mængde af et bestemt virksomt stof som en patient skal have i døgnet.
Men en stofmængde kan også fx være den mængde stof som findes i et bestemt volumen af en opløsning.
Stofmængder har bestemte, typiske enheder. Det er vigtigt at kende disse enheder – for det kan hjælpe dig til at finde ud af hvilket af de forskellige tal, der ofte indgår i en medicinregningsopgave, som er en stofmængde.
De mest almindelige enheder for stofmængde er vægtenheder som fx gram (forkortet g), milligram (forkortet mg) og mikrogram.
For nogle lægemidler og andre stoffer bruger man andre enheder for stofmængder, fx enheder som millimol* (forkortet mmol) og internationale enheder (forkortet IE).
Her er nogle eksempler på stofmængder:
- Patienten skal have 50 mg af det virksomme stof i døgnet.
- Der er i alt 9 gram NaCl i 1 liter af opløsningen.
- En tablet indeholder 500 mg paracetamol.
- I det første døgn af behandlingen skal patienten have 10000 IE heparin.
- I en liter af opløsningen er der 153 mmol kaliumklorid.
Volumen
Volumen kaldes også rumfang. Et volumen angiver hvor meget noget, typisk en væske, fylder.
Begrebet volumen bruger man fx i situationer, hvor patienten får det virksomme stof, hun har brug for, i en opløsning. I de situationer er det vigtigt at vide, eller kunne udregne, hvor meget af opløsningen patienten skal have – altså hvor stort et volumen hun skal have.
Volumener har – lige som stofmængder – bestemte, typiske enheder, som du vil møde igen og igen. Du bør kende dem – for så kan du let få øje på hvilket af de forskellige tal der ofte indgår i en medicinregningsopgave, som er et volumen.
De mest almindelige enheder* for volumen er liter (forkortet l) og milliliter (forkortet ml).
Her er nogle eksempler på volumener:
- Barnet skal have 15 ml af miksturen.
- Der er i 700 ml isotonisk saltvand tilbage i infusionsposen.
- Du laver opløsningen ved at blande 4 ml af stamopløsningen med 196 ml vand.
- I 1 liter af kaliumklorid-opløsningen er der 11,4 gram kaliumklorid.
Styrke
Begrebet styrke bruges både i forbindelse med lægemidler i flydende form og lægemidler i fast form.
Lægemidler i flydende form er for eksempel miksturer*,
også kaldet orale væsker, og injektionsvæsker*, også kaldet orale væsker, og injektionsvæsker.
Styrken af et flydende lægemiddel fortæller hvor stor en mængde virksomt stof (stofmængde), der er pr. volumenenhed – fx hvor mange milligram virksomt stof der er i én milliliter af opløsningen.
Et andet ord for styrke i forbindelse med flydende lægemidler er koncentration.
Lægemidler i fast form kan for eksempel være tabletter eller kapsler.
Styrken angiver her simpelthen hvor meget virksomt stof, der er i én tablet eller kapsel.
Som det er tilfældet med stofmængder og volumener, kan man let genkende størrelser, som angiver styrke, ved at se på enhederne.
Nogle typiske enheder for styrken af flydende lægemidler (og andre opløsninger) er mg/ml (milligram pr. milliliter), g/l (gram pr. liter) og mmol/l (millimol pr. liter). For nogle flydende lægemidler bruger man styrkeenheden %*.
For faste lægemidler kan styrkeenheden fx være mg/tbl. (milligram pr. tablet).
Her er nogle eksempler på styrker:
- Styrken af et bestemt lægemiddel til børn som indeholder det virksomme smertestillende stof paracetamol, er 24 mg/ml. I én ml af lægemidlet er der altså 24 mg paracetamol.
- Det aktive stof acetylcystein (der blandt andet bruges i behandlingen af patienter, som har indtaget en overdosis af paracetamol) findes i en opløsning med styrken 200 mg/ml.
- Natriumklorid isotonisk er en opløsning af NaCl i vand. 1 ml indeholder 9 mg natriumklorid i sterilt vand. Styrken af NaCl i opløsningen er altså 9 mg/ml.
- En normal koncentration af Na+ i plasma er
140 mmol/l.
Stofmængde
En stofmængde angiver, som navnet siger, en mængde af stof.
Inden for medicinregning kan stofmængden være en bestemt mængde virksomt stof, som findes i et lægemiddel, fx en tablet, en mikstur eller en injektionsvæske.
Det virksomme stof kan man også kalde et aktivt indholdsstof, altså den del af lægemidlet, som giver virkningen.
I de fleste situationer er stofmængden det samme som den dosis patienten skal have.
En stofmængde kan altså være den mængde af et bestemt virksomt stof som en patient skal have i døgnet.
Men en stofmængde kan også fx være den mængde stof som findes i et bestemt volumen af en opløsning.
Stofmængder har bestemte, typiske enheder. Det er vigtigt at kende disse enheder – for det kan hjælpe dig til at finde ud af hvilket af de forskellige tal, der ofte indgår i en medicinregningsopgave, som er en stofmængde.
De mest almindelige enheder for stofmængde er vægtenheder som fx gram (forkortet g), milligram (forkortet mg) og mikrogram.
For nogle lægemidler og andre stoffer bruger man andre enheder for stofmængder, fx enheder som millimol (forkortet mmol) og internationale enheder (forkortet IE).
Her er nogle eksempler på stofmængder:
- Patienten skal have 50 mg af det virksomme stof i døgnet.
- Der er i alt 9 gram NaCl i 1 liter af opløsningen.
- En tablet indeholder 500 mg paracetamol.
- I det første døgn af behandlingen skal patienten have 10000 IE heparin.
- I en liter af opløsningen er der 153 mmol kaliumklorid.
Volumen
Volumen kaldes også rumfang. Et volumen angiver hvor meget noget, typisk en væske, fylder.
Begrebet volumen bruger man fx i situationer, hvor patienten får det virksomme stof, hun har brug for, i en opløsning. I de situationer er det vigtigt at vide, eller kunne udregne, hvor meget af opløsningen patienten skal have – altså hvor stort et volumen hun skal have.
Volumener har – lige som stofmængder – bestemte, typiske enheder, som du vil møde igen og igen. Du bør kende dem – for så kan du let få øje på hvilket af de forskellige tal der ofte indgår i en medicinregningsopgave, som er et volumen.
De mest almindelige enheder for volumen er liter (forkortet l) og milliliter (forkortet ml).
Her er nogle eksempler på volumener:
- Barnet skal have 15 ml af miksturen.
- Der er i 700 ml isotonisk saltvand tilbage i infusionsposen.
- Du laver opløsningen ved at blande 4 ml af stamopløsningen med 196 ml vand.
- I 1 liter af kaliumklorid-opløsningen er der 11,4 gram kaliumklorid.
Styrke
Begrebet styrke bruges både i forbindelse med lægemidler i flydende form og lægemidler i fast form.
Lægemidler i flydende form er for eksempel miksturer, også kaldet orale væsker, og injektionsvæsker.
Styrken af et flydende lægemiddel fortæller hvor stor en mængde virksomt stof (stofmængde), der er pr. volumenenhed – fx hvor mange milligram virksomt stof der er i én milliliter af opløsningen.
Et andet ord for styrke i forbindelse med flydende lægemidler er koncentration.
Lægemidler i fast form kan for eksempel være tabletter eller kapsler.
Styrken angiver her simpelthen hvor meget virksomt stof, der er i én tablet eller kapsel.
Som det er tilfældet med stofmængder og volumener, kan man let genkende størrelser, som angiver styrke, ved at se på enhederne.
Nogle typiske enheder for styrken af flydende lægemidler (og andre opløsninger) er mg/ml (milligram pr. milliliter), g/l (gram pr. liter) og mmol/l (millimol pr. liter). For nogle flydende lægemidler bruger man styrkeenheden %.
For faste lægemidler kan styrkeenheden fx være mg/tbl. (milligram pr. tablet).
Her er nogle eksempler på styrker:
- Styrken af et bestemt lægemiddel til børn som indeholder det virksomme smertestillende stof paracetamol, er 24 mg/ml. I én ml af lægemidlet er der altså 24 mg paracetamol.
- Det aktive stof acetylcystein (der blandt andet bruges i behandlingen af patienter, som har indtaget en overdosis af paracetamol) findes i en opløsning med styrken 200 mg/ml.
- Natriumklorid isotonisk er en opløsning af NaCl i vand. 1 ml indeholder 9 mg natriumklorid i sterilt vand. Styrken af NaCl i opløsningen er altså 9 mg/ml.
- En normal koncentration af Na+ i plasma er
140 mmol/l.
Her kommer nogle opgaver, hvor du kan øve dig i at genkende stofmængder, volumener og styrker.
Du kan indtaste dine svar i den elektroniske udgave af opgaverne her.
Når du indtaster dit svar og klikker på ”Svar/Gå videre”-knappen, får du at vide, om dit svar er rigtigt eller forkert. Hvis det er forkert, får du mulighed for at læse en forklaring på, hvordan man kan nå frem til det rigtige svar.
Bemærk at du kan printe opgaverne ud her. Så kan du løse dem i ro og mag – hvis du har brug for det.
Du kan evt. også løse opgaverne sammen med andre.
En stofmængde er en mængde virksomt stof.
Stofmængder har typisk enheder som mg, g, mikrogram, mmol eller IE.
Et volumen fortæller hvor meget noget som er flydende, fylder.
Volumener har typisk enheder som ml og l.
En styrke af en opløsning fortæller hvor stor en stofmængde, der er opløst i et bestemt volumen af opløsningen.
En styrke af en tablet fortæller hvor stor en mængde virksomt stof, der er i tabletten.
Styrker har typisk enheder som mg/ml, g/l, mmol/l, IE/ml eller mg/tbl.
